AF NARM hovedlærer aut. psykolog Tove Mejdahl

Vi har brug for et nyt paradigme, hvor det primære mål for al behandling er at møde et lidende menneske ligeværdigt, respektfuldt og med kærlige øjne. For ved at blive set og mødt respektfuldt opstår mulighederne for at begynde at se sig selv indefra med kærligere øjne, og dermed opløse den skambaserede identitet.

Skam/skyld-temaet er blevet et populært emne i psykologi og populærkulturen, men forståelsen af de overlevelsesbaserede mekanismer bag skammen bliver ikke altid italesat.

Mange teoretikere taler om skam som en medfødt følelse, akkurat som inkorporeret i titlen på psykolog Lars J. Sørensens første bog om emnet: ”Skam – medfødt og tillært”. (2013)

For mig at se er det imidlertid ikke skam, der er medfødt, men derimod vores overlevelsesberedskab og vores detektor for at sanse, om der er fare på færde i omgivelserne, der også kaldes ’neuroception’.

Fejl indkodes som toksisk skam

Længe før vi fik begreb om og ord for skam, virker den ind på os, som en kropslig sansning af, at noget overvældende og skræmmende sker med os, og derfor vil vi i situationer, som vi opfatter som skamfulde, være tilbøjelige til at få aktiveret vores automatiske forsvarsberedskab.

Krop og psyke kan ikke adskilles, derfor er et fundament, der bygges op på skamfølelse en meget, kropsligt nærværende, ubehagelig fornemmelse, som netop afspejler overlevelsesmekanismernes kropslige mobilisering, immobilitet og/eller kollaps. Laurence Heller skriver: ”Følgevirkningerne af tidlige traumer er en biologisk dys- regulering, der bliver det vaklende fundament det psykiske Selv bygges på.” (Udviklingstraumer 2014)

Små børn er totalt afhængige af deres omgivelser for at kunne overleve. Derfor er det ikke muligt at se sig selv som en ’god person’ i en forkert situation. Et barn i en ’forkert situation’ kommer simpelthen til at opleve sig selv som ’forkert’.

Så når omgivelserne ’fejler’ – både som følge af choktraumer, misafstemninger og trusler om udstødelse – vil barnet tage disse fejl på sig. Omgivelsernes ’fejl’ bliver dermed indkodet i den implicitte hukommelse som toksisk skam, og skammen bliver en del af barnets internaliserede tilknytningshistorie. Selv-organiseringen bliver på den måde opbygget på en identitet baseret på skam. Barnet internaliserer simpelthen omgivelsernes fejl som sine egne personlige fejl.

Det efterlader barnet med en indre følelse af forkerthed, som udvikler sig til det, vi i NARM kalder en skambaseret identifikation. De skambaserede identifikationer, som vi udvikler i barndommen bliver ført med ind i voksenalderen som adaptive overlevelsesstrategier (se beskrivelsen af de 5 overlevelsesstrategier under denne blog).

Min egen gamle skrive-skam

For at tydeliggøre ovenstående, vil jeg bruge mig selv som eksempel:

Gennem det sidste års tid har jeg været optaget af at grave dybere og dybere ned i, hvad skam/skyld egentlig handler om, og igennem de seneste måneder har jeg forsøgt at skrive på dette blogindlæg om NARM’s perspektiver på skam. Men jeg går hele tiden i stå. Jeg ’kører fast’ og får ’travlt’ med noget andet. Det er som om alene det at beskæftige mig med emnet, bringer min egen skambaserede identitet frem. Jeg har haft så meget skam knyttet til det at skrive, og jeg har så meget på hjerte, jeg gerne ville kunne formidle også skriftligt. Jeg ved godt med mit hoved, at jeg faktisk efterhånden har lært at udtrykke mig på skrift; men hold da op, hvor er det stadig svært for mig at komme i gang med det.

 Som nu i dag søndag, hvor jeg har sat tid af fra morgenstunden til at skrive videre på mit indlæg. Jeg vågner tidligt og føler mig dejligt udhvilet. Men i stedet for forholdsvis hurtigt at gøre mig klar til dagen og mit planlagte skriveprojekt, bevilliger jeg mig selv morgenkaffe på sengen og al den læsetid, jeg har lyst til!

 Det er en af mine meget velkendte overlevelsesstrategier, som går helt tilbage til skoletiden, hvor jeg tilbragte timevis i min seng med læsning og noget at trøstespise ved siden af. Jeg bliver lidt bevæget, som jeg skriver dette, for jeg husker, hvor ensom jeg følte mig som skolebarn, og jeg føler glædeligvis nu kun omsorg og medfølelse med denne yngre udgave af mig.

At det efterhånden er lykkedes mig at kunne se på mig selv med kærligere øjne og mere omsorg er præcis det, der har kunne løsne det skamfulde greb, jeg tidligere har haft om mig selv. Og det gør det muligt, at jeg uden selvkritik og selvhad kan opleve og være med en nysgerrig opmærksomhed på mine tidligt udviklede mønstre og strategier, som de udfolder sig lige nu. 

Og nu sidder jeg altså her og skriver. Men på en anden måde, end jeg havde planlagt. Jeg har ingen bøger ved siden af mig, jeg kan slå op i og citere fra, og lige nu gider jeg ikke beskæftige mig med, om det jeg skriver er korrekt og læseværdigt. For jeg længes efter at finde ind til mit eget udtryk og min egen stemme også på skrift.

Jeg genkender mig selv i mit kernebehov for autonomi. Det var jo lige præcis det kernebehov, som jeg måtte fraspalte for at overleve i min relation til mine forældre og i mit samspil med skolesystemet, som det var udformet på det tidspunkt med mange røde streger i diktaten og krav om korrekt ordstilling og grammatik i stilen. Det føles helt selvfølgeligt, at det måtte blive autonomi-overlevelsesstrategien, som blev min dominerende overlevelsesstil, selvom jeg naturligvis, som de fleste af os, også genkender træk fra de andre overlevelsesstile.

NARMs skambaserede og stolthedsbaserede identifikationer

De fleste af vores klienter relaterer til sig selv gennem afvisning, udskamning og selvhad, og det er vigtigt at forstå, at der er overlevelsesfunktion knyttet til den måde at forholde sig til sig selv på. Det vil gøre os til mere effektive terapeuter, når vi anerkender at disse smertefulde strategier er udviklet for at kunne overleve, og at vi derfor ikke alene kan ændre de negative tankemønstre med pakkeløsninger og manualbaserede kognitive terapiformer.

Hver af de 5 overlevelsesstrategier har underliggende skambaserede identifikationer, som således har udviklet sig netop for at overleve, beskytte tilknytningsrelationen og for at give den tidlige fejludvikling en slags mening.

Med udviklingen af overlevelsesstrategierne følger det, vi i NARM kalder ’stolthedsbaserede modidentifikationer’. De opstår som strategier til at kompensere for den toksiske skam, som udspringer af at føle sig forkert, ringe og ikke-elskelig. I flere psykologiske modeller kaldes disse stolthedsbasserede identifikationer for ”Det falske Selv”, som er et jeg-ideal, der afspejler, hvordan man gerne vil se sig selv eller have andre til at se på sig. Disse kompenserende strategier hjælper barnet til at overkomme den indre smerte ved f.eks. at projicere ud i verden ”Jeg er stor og stærk”, selvom barnet inderst inde føler sig ”lille og svag”.

Det store dilemma er, at jo mere energi en person investerer i stolthedsbaserede identifikationer, jo mere forstærkes de skambaserede identifikationer. De stoltheds­baserede identifikationer er idealbilleder, det er umuligt at leve op til, og når man ’fejler’ på sin idé om, hvordan man bør være for at være et godt menneske, begynder man at kritisere og nedgøre sig selv, hvorved man uvægerligt bringer sig i den skambaserede identitet.

Mange af vores klienter med tidlige og komplekse traumer vil på den måde være udspændt imellem skambaserede identifikationer og stolthedsbaserede modidentifikationer. Ingen af dem er sande. Men de har en enorm indflydelse og dynamikken driver mange af de symptomer, vores klienter lider under så som angst, depression, kropslig uro, søvnproblemer, kroniske sygdomme etc.

Aktørbevidsthed: lyt uden automat-reaktioner

I NARM spiller begrebet ’agency’ – som vi på dansk måske bedst kan oversætte til ’aktørbevidsthed’ – en væsentlig rolle. Det handler om at kunne se sig selv som organisator af sit eget liv, og det er forbundet med at kunne fornemme og mærke sig selv. Når man kan det, agerer man i verden ud fra en god selvfølelse og med et godt selvværd, hvor man mere pejler efter sine indre værdier end efter, hvad der udefra anses for ’rigtigt’ og ’passende’.

Med agency kan vi se vores egen andel af de vanskeligheder, som vi oplever i vores relationer, og vi er i stand til at lytte i stedet for blot at reagere automatisk ud fra vores overlevelsesstrategier. Agency er en udviklingsmæssig proces, og det at få udviklet sin aktørbevidsthed på optimal vis kræver en opmærksom indsats gennem hele livet.

Et barn er ’centrum i universet’, så dermed er alt hvad barnet kommer ud for personligt. Hvis forældrene ikke kan elske barnet, som det er, vil barnet opleve sig uelskelig. Med NARM forstår vi, at det ikke er fortiden, der påvirker os nu – det er derimod de tilpasninger, som vi har måttet udvikle for at overleve. Man kan være blevet forladt som barn, men lidelsen knyttet til tabet, handler om at ’vi forlader os selv nu’.

Klienter med en begrænset oplevelse af aktørbevidsthed/agens vil relatere sig til deres indre liv gennem skam. Det bliver derfor svært for dem at være i kontakt med deres kropslige sansninger, hvilket så giver problemer med selvreguleringen. Det kan betyde, at de føler sig helt hjælpeløse i forhold til deres egne kropslige og følelsesmæssige reaktioner.

Set i det lys betyder det, at jo mindre aktørbevidsthed, jo mere ustabilitet og desorganisering vil de opleve. I tillæg til det vil de opleve, at livet ’bare sker med dem’, og at de konstant er afhængige af andre menneskers nåde. Det betyder, at de mest oplever sig som ’ofre’ for livets omstændigheder. De føler sig fastlåste og uden valgmuligheder.

I den terapeutiske proces i NARM er vi opmærksomme på skammen, som den udfolder sig i alle dens afskygninger – selvfølgelig hos klienten, men også hos os selv som terapeuter. For vi er bevidste om, hvordan vi gennem den terapeutiske proces kan få tricket vores egne overlevelsesstrategier og dermed risikerer at få givet vores klient en uhensigtsmæssig rolle i vores egne indre dynamikker.

Mange terapeuter vil kunne genkende sig selv i forskellige kombinationer af ’afstemnings-overlevelsesstrategien’ og ’autonomi-overlevelsesstrategien’. Med de strategier kan vi komme til både at være alt for hjælpsomme og alt for ansvarlige for klientens proces, hvorved vi kommer på overarbejde.

Når vi som terapeuter bliver fanget ind af vores egne strategier, får vi ikke godt nok understøttet klientens aktørbevidsthed. Det er derfor en meget vigtig del af træningen i NARM, at man som terapeut får opmærksomhed på, hvordan ens egne strategier kan og vil dukke op i klient-terapeut relationen. Dette er uundgåeligt, og hvis man har en idé om, at man er i stand til at forholde sig neutralt, så er det faktisk i sig selv en strategi, som ikke virker særligt godt i forhold til klienten.

I stedet træner vi, hvordan man som terapeut kan være nysgerrig på sine egne strategier, som de dukker op i terapien, og i stedet for at skamme sig, kan man vende det til vigtig information om, hvad der måske lige nu er på færde i den terapeutiske proces.

Væren som modgift til skam

Lars J. Sørensen taler i sin seneste bog ”Skammen – Nuet & Nærværet” (2023) om, hvordan skammen ikke eksisterer, når man kan lykkes med at være nærværende til stede i nuet; hvilket præcis er den vigtige pointe med bogens titel. Han skriver f.eks. at ’væren’ er den bedste modgift mod skammens krav om ”at være rigtig”. (s. 11)

Med NARM initierer vi netop en organisk her-og-nu-proces, hvor vi sammen med vores klient får øje på og undersøger alle de lag, den skambaserede identitet maskerer sig i. Samtidigt understøtter vi agency ved på kærlig vis at bremse klienten i at ’løbe fra sig selv’. Vi afbryder bevidst, når klienten forvilder sig ud i lange ’historier’ og ’forklaringer’.

En intervention kunne f.eks. være: ”Hvad mon der gør, at det er så vigtigt for dig at forklare mig det her lige nu? ” – og svaret kunne være: ”Jeg vil så gerne have at du kan forstå mig”. Hertil kunne responsen lyde: ”Jeg har ikke svært ved at forstå dig; men der var måske engang, hvor du lærte, at du var nødt til at forklare dig for at blive forstået?”.

Eller en klient med problemer i sit parforhold kommer f.eks. til at udbrede sig meget om, hvad partneren gør eller ikke gør, og her vil vi typisk afbryde f.eks. ved at sige: ”Lige nu taler du meget om din partner. Jeg er meget mere nysgerrig på, hvad der sker med dig når…”.  

Erstat navneord med udsagnsord

Der er en særlig måde at udtrykke sig på og specielle vendinger, der hjælper agency på vej. Vi er f.eks. bevidste om at bruge udsagnsord i stedet for navneord.

Udsagnsord henviser til processer, mens navneord kan fastholde en bestemt struktur. Vi taler således ikke om ’Den indre kritiker’, eller om ’min skam’. Vi omformulerer det til at ”kritisere sige selv” og at ”skamme sig”. Det kan virke som en mindre detalje; men det er meget virksomt, når vores klienter får øje på deres indgroede vanemønstre med at kritisere og udskamme sig selv, og de kan begynde at dis-identificere sig fra mønstrene, som er udviklet af nødvendighed i barndommen, men samtidig er enormt hæmmende for deres livsudfoldelse som voksne.

NARM er ikke manualbaseret, og derfor er vi heller ikke særlig optaget af diagnoser eller selve traumehistorien. Vi går ikke på ’arkæologisk udgravning’ men tror på, at det som klienten har brug for kommer op, vil komme op af sig selv, når vi formår at være nærværende til stede med klienten i en her-og-nu-proces.

Vi arbejder efter nogle bestemte principper, der ikke mindst handler om at kunne møde det skamfulde hos klinten og hos os selv med nærvær og kærlige øjne. Således bestræber vi os primært på ikke at være fordømmende ved at afholde os fra at kritisere, at komme med ’gode’ råd, at tolke og definere.

At blive set frem for ’set på’

Bag principperne ligger et humanistisk menneskesyn med værdier, der omhandler respekt og ligeværd. Vi vil gerne kunne møde vores klient medmenneskeligt med nysgerrighed og uden at gøre os til eksperten ’der ved bedst’. I sin seneste bog om skam skriver Lars J. Sørensen: ”Mennesker har brug for at føle sig set og meget lidt brug for at føle sig set på og vurderet” (s. 73).

Vores samfund har desværre over tid udviklet sig i en retning, hvor præcis det mennesker ikke har brug for – ’at blive set på og vurderet’ – er det herskende paradigme med mere styring og mere kontrol primært baseret på kortsigtede økonomiske hensyn. I det psykiatriske system har man gennemført strømlinede pakkeløsninger kendt fra hospitalerne i det somatiske sundhedssystem.

Først kommer udredning, så man kan få klargjort diagnoserne, dernæst medicinen, og hvis man er heldig at få tilbudt behandling, er det de manualbaserede kognitive behandlingsformer, der er fremherskende. Overlægen har magten til at definere problemet, udstede diagnoserne og udskrive medicinen, og dermed er det stadig det forældede biomedicinske menneskesyn, der hersker.

Et lidende menneskes egne erfaringer og subjektive oplevelser kommer i anden række. I tidsskriftet Socialt Indblik fra september 2022 udtaler psykolog Rose-Marie Mollerup om det psykiatriske system: ”Hurtige og tilfældige diagnoseser, for meget medicin og medarbejdere der flygter, fordi de må gå på kompromis med deres faglighed”. Hun foreslår, at man flytter fokus fra hardcore drift til indsatser, der er båret af faglighed, og at man opbygger oaser i psykiatrien, hvor ”kvaliteten får lov til at slå samlebåndsarbejdet”.

I alle systemer, der bygger på magtstrukturer, hersker der en tilsvarende grad af afmagt, og mennesker der føler sig afmægtige skammer sig. Vi har brug for at få udviklet et nyt paradigme, hvor vi gerne må være forskellige, og hvor det primære mål for al behandling er at kunne møde et lidende menneske ligeværdigt, respektfuldt og med kærlige øjne. Ved at blive set og mødt respektfuldt på den måde opstår mulighederne for at kunne begynde at se sig selv indefra med kærligere øjne, og dermed kan den skambaserede identitet begynde at opløse sig.

Vi behøver ikke vente på, at man får opbygget ’oaser’. Vi kan begynde lige nu med at løsne det skambaserede blik på os selv og andre både i vores private liv og på vores arbejde. Med NARM vil det nye paradigme kunne blive hjulpet godt på vej.

Litteratur:

Heller, L., LaPierre, A. Udviklingstraumer – Hvordan udviklingstraumer påvirker selvregulering, selvbillede og evnen til kontakt. Hans Reitzels Forlag 2014.

Heller, L., Kammer, B. Healing Developmental Trauma, – Using the Neuroaffective Relational Model to Address Adverce Childhood Experiences and Resolve Complex Trauma North Atlantic Books 2022

Sørensen L. J. Skam – medfødt og tillært. Hans Reitzels Forlag 2013.

Sørensen L. J.  Skammen – Nuet & Nærværet. Dansk Psykologisk Forlag 2023

Hansen, R., Uden indflydelse giver arbejdet ingen mening. P. Magasinet Nr. 2 2024

Hansen, R., Den pressede psykiatri. P. Magasinet Nr. 2 2024

Læs mere om NARM uddannelsen her.