Dette indlæg er skabt i samarbejde med aut. psykolog Tove Mejdahl og aut. psykolog Jeanett Bonnichsen.
Du kan møde dem begge på NARM-uddannelsen.

 

I NARM-modellen opererer vi med fem grundbehov. Hvis vi som mennesker skal blive i stand til at udvikle en indre følelse af liv, trivsel og psykisk velvære, har vi behov for, at disse grundbehov bliver set og mødt godt nok.

Til hvert grundbehov hører centrale ressourcer, der er afgørende for evnen til selvregulering og vores evne til at være i kontakt.

Hvis vi af en eller flere grunde ikke bliver mødt på vores grundbehov i barndommen, udvikler vi overlevelsesstrategier for at kompensere for det emotionelle ubehag og den smerte, det kan medføre.

Det er den stærke indre orientering hen mod at blive elsket, der driver barnet til at udvikle overlevelsesstrategier. Strategierne har til formål at sikre overlevelsen gennem tilknytningen til de nære voksne – også selv om det betyder, at barnet selv må afskære sig fra vitale emotionelle behov for at bevare tilknytningen.

En overlevelsesstrategi er den livsvigtige adfærd, der får barnet gennem barndommen –  en tid, hvor man er prisgivet omgivelsernes forståelse, kompetencer og vilje. Men det, der kan være en livsvigtig strategi i barndommen, kan gå hen og blive en barriere for at være i kontakt med både sig selv og andre i voksenlivet. En ubevidst barriere, der påvirker evnen til at indgå i nære, kærlige og kontaktfyldte relationer.

I de næste fem blogindlæg her på siden vil vi kort beskrive hver af de fem overlevelsesstrategier, som vi arbejder med i NARM: Kontakt, Afstemning, Tillid, Autonomi og Kærlighed/Seksualitet.

I dag har vi fokus på overlevelsesstrategierne Tillid og Autonomi.

Hvis du ikke har læst det forudgående indlæg om kontaktoverlevelsesstrategien, kan du læse det her.
Indlægget om afstemningsstrategien finder du her.

Selvstændighedsfasen 2-4 år

De to næste overlevelsesstrategier “Tillid” og “Autonomi”, har begge udgangspunkt i 2-4 årsalderen.

Det er den fase, hvor barnet udvikler en øget selvstændighed og hvor barnet i høj grad begynder at udtrykke sin egen vilje. Populært har man kaldt denne livsfase for “trodsalderen” eller “protestalderen”, hvor barnets vågnende “egenvilje” udfordrer mange forældre.

Balancen som forældre er både at kunne understøtte barnets selvstændighedsbestræbelser og samtidig give barnet den tryghed og omsorg, som det har brug for.

Denne balance er for mange forældre vanskelig at finde. Alt efter hvilke overlevelsesstrategier forældrene selv er underlagt, lykkes det mere eller mindre godt. F.eks. vil en mor der er meget præget af Afstemningsoverlevelsesstrategien, have brug for barnets afhængighed for at kunne føle sig betydningsfuld som mor. Hun vil dermed være tilbøjelig til at “lille-holde” barnet, i stedet for at understøtte selvstændighed og stille krav.

Tillid – “Jeg må have kontrollen”

Når et barn udvikler tillids-overlevelsesstrategien sker det på baggrund af meget krævende eller selvoptagede forældre, med store forventninger og håb for barnets succes i livet. Forældrenes narcissistiske behov for at fremstå som fantastiske forældre, betyder at barnet helst skal leve op til de drømme og ønsker, som de måske ikke selv har udlevet.

Barnet bliver således brugt til at understøtte forældrenes egen manglende selvfølelse ved. f.eks. at blive presset ind i en rolle, som først og fremmest opfylder forældrenes behov. Det kan f.eks. være som den “fortrolige”, “sportsstjernen” eller som en “udstillingsgenstand”. På den måde må barnet fjerne sig fra sine egen autentiske ønsker og behov og som følge af det, udvikles et “falsk selv”. Barnet bliver således “belønnet for at sælge ud af sig selv”.

Tillids-overlevelsesstrategien kan også udvikle sig, når der er tale om rollebytning og barnet bliver “forælder” for sine forældre.

I sin ekstreme form, udvikles tillids-overlevelsesstrategien i familier, hvor der forekommer misbrug og vold. Når barnet vokser op i en atmosfære af skræk og rædsel, vil det opleve sig helt hjælpeløst, alene og afmægtigt.

Karakteristisk for denne strategi:

Med tillids-overlevelsesstrategien udvikler der sig et enormt stort behov for at have kontrol og magt over omgivelserne. Overbevisningerne er: “Jeg er alene”, “jeg kan ikke have tillid til nogen”, “jeg må klare mig selv”, “jeg har ikke brug for hjælp”, og “jeg må for enhver pris bevare magten”.

Adfærden hos den voksne med tillids-overlevelsesstrategien vil ofte være en “som-om” optræden, hvor autenticitet er fraværende og manipulation er trådt i stedet.

Med denne strategi vil man være tiltrukket af at have magt, og derfor vil vi ofte kunne finde denne type blandt toppolitikere eller topchefer. Det kan være meget charmerende og karismatiske personer, der netop kan tiltrække mange beundrere.

Andre med denne overlevelsesstrategi vil vi finde blandt voldelige grupperinger, hvor det handler om at overleve ved at være fysisk stærkest og kunne uddele nogle øretæver.

Man er bange, men overkommer det ved at gøre andre bange!

Der er en stor skrøbelighed forbundet med tillids-overlevelsesstrategien; men man gør alt hvad man kan, for ikke at mærke den. I stedet vil man være optaget af sit image og forsøge at gøre sig “stor” i andres øjne. Man bliver eksperter i at præsentere et falsk image på bekostning af autentisk kontakt med sig selv og andre.

I den mere ekstreme side af spektret vil man have udpræget psykopatiske træk.

At bryde med Tillids-overlevelsesstrategien

Det er ikke ofte at mennesker med denne overlevelsesstrategi vælger at gå i terapi, – for det kræver jo en erkendelse af, at man har brug for hjælp. Den erkendelse føles i sig selv farlig at nå frem til, når man hele tiden kæmper for at være “stor” på toppen.

For at slippe Tillids-overlevelsesstrategien, har man brug for at få kontakt til medfølelse med sin underliggende smerte og hjælpeløshed. Der igennem kan man finde modet til at begynde at stole på andre og turde afhængighed.

Autonomi – siger “ja”, trods indre “nej”

I gamle dage mente forældre, at det var deres pligt at nedbryde barnets vilje – “børn skulle ses, ikke høres”. Denne ydre kontrol gik hårdt ud over barnets autonomi og førte ofte til en ydre tilpasning, men med en indre modstand.

I dag har mange børn så meget skemalagt tid, at de ikke når til på egen hånd at undersøge verden og skabe deres egne, uafhængige erfaringer. Dette skaber også vanskeligheder for barnets autonomibestræbelser.

Når forældre “ved bedst” – er autoritære og kontrollerende, må barnet finde en vej til at bevare en form for integritet.

Det gør de ved at udvikle en særlig form for passiv aggression: “Du kan have min krop, men ikke mine tanker/min sjæl”. Barnet tilpasser sig på overfladen, for at bevare den livsvigtige tilknytning; men nedenunder er der protest; “Du kan rende mig…!”.

På grund af angsten for at blive afvist eller udstødt og miste forældrenes kærlighed, protesterer barnet ikke åbenlyst. I stedet udvikles et tilpasset “falsk selv”, hvor bestræbelsen er at holde omgivelserne tilfredse og glade.

Karakteristisk for denne strategi:

Voksne med markante træk fra autonomi-overlevelsesstrategien, vil have en frygt for at blive kritiseret, afvist og svigtet, fordi det automatisk tricker angsten for udstødning og tab af kærlighed. De vil derfor bestræbe sig for at undgå direkte konfrontation og konflikter med andre, og de vil hele tiden forsøge at regne ud, hvad der udefra set er “rigtigt” eller “forkert”

De har internaliseret det, som en gang var en kamp med forældrene (“jeg gør det du vil have, men jeg er ikke enig”), hvilket giver sig udslag i en indre konflikt mellem “krav/pligt” og “modstand/unddragelse”. Selv de ting som man virkelig har lyst til og gerne vil, kan forvandle sig på subtil vis sig til krav, som man så vil have modstand overfor. Resultatet er, at man ofte kan føle sig lammet og fastlåst af de indre modsætninger.

I relationer vil man have en frygt for at blive invaderet, omklamret og kontrolleret. Der er en længsel efter intimitet og nærhed, men man oplever at måtte betale med opgivelse af sin selvstændighed og autonomi.

Der vil være en automatisk tilbøjelighed til at ville stille alle tilfredse og man vil være bange for at vise sine sande følelser. I stedet spiller man rollen som den “flinke fyr” eller “søde pige” ud fra en fastlåst ide om, at hvis jeg viser mit “sande jeg”, vil jeg blive udstødt og afvist. Det betyder imidlertid, at man nemt kan komme til at føle sig krænket og vred, fordi man får oplevelsen af ikke at blive værdsat og holdt af, som den man er – men som man heller ikke viser omverdenen!

Med autonomi-overlevelsesstrategien vil man opleve sig under konstant pres. Forældrenes pres i barndommen har gjort, at man er blevet meget sensitiv overfor andres (og egne) forventninger, som man hele tiden må leve op til, hvis ikke man skal opleve sig “dømt ude”. Man er således enormt fordømmende og kritisk først og fremmest overfor sig selv, men også i forholdet til andre.

At bryde med Autonomi-overlevelsesstrategien

Med nysgerrighed og opmærksomhed, kan man begynde at udforske de indre konflikter – uden på forhånd at have en fast mening om dem OG uden fordømmelse og selvkritik. Med overbærenhed og forståelse, må man begynde at løsne på det pres, man er tilbøjelig til at lægge på sig selv. Man har brug for at lære at afgrænse sig på en sund måde og blive bedre til at forholde sig til sig selv i stedet for at være så optaget af, hvad andre måtte mene er “rigtigt”. 

Få mere at vide om NARM-uddannelsen her