Blog


Den første overlevelsesstrategi:
Kontakt - og hvorfor det er essentielt for din udvikling

Dette indlæg er skabt i samarbejde med aut. psykolog Tove Mejdahl og aut. psykolog Jeanett Bonnichsen.
Du kan møde dem begge på NARM-uddannelsen.

 

I NARM-modellen opererer vi med fem grundbehov. Hvis vi som mennesker skal blive i stand til at udvikle en indre følelse af liv, trivsel og psykisk velvære, har vi behov for, at disse grundbehov bliver set og mødt godt nok.

Til hvert grundbehov hører centrale ressourcer, der er afgørende for evnen til selvregulering og vores evne til at være i kontakt.

Hvis vi af en eller flere grunde ikke bliver mødt på vores grundbehov i barndommen, udvikler vi overlevelsesstrategier for at kompensere for det emotionelle ubehag og den smerte, det kan medføre.

Det er den stærke indre orientering hen mod at blive elsket, der driver barnet til at udvikle overlevelsesstrategier. Strategierne har til formål at sikre overlevelsen gennem tilknytningen til de nære voksne – også selv om det betyder, at barnet selv må afskære sig fra vitale emotionelle behov for at bevare tilknytningen.

En overlevelsesstrategi er den livsvigtige adfærd, der får barnet gennem barndommen –  en tid, hvor man er prisgivet omgivelsernes forståelse, kompetencer og vilje. Men det, der kan være en livsvigtig strategi i barndommen, kan gå hen og blive en barriere for at være i kontakt med både sig selv og andre i voksenlivet. En ubevidst barriere, der påvirker evnen til at indgå i nære, kærlige og kontaktfyldte relationer.

I de næste fem blogindlæg her på siden vil vi kort beskrive hver af de fem overlevelsesstrategier, som vi arbejder med i NARM: Kontakt, Afstemning, Tillid, Autonomi og Kærlighed/Seksualitet.

I dag har vi fokus på overlevelsesstrategien Kontakt.

Kontakt – det første behov i livet

Følgevirkningen af tidlige traumer er en biologisk dysregulering, der bliver det vaklende fundament, som det psykologiske selv bygger på
– Laurence Heller

Det første behov, vi støder på i vores liv, er behovet for kontakt. Det er essentielt for den indre oplevelse af liv at møde kærlige omsorgspersoner, der byder os velkommen i verden og giver os oplevelsen af at eksistere og have betydning.

Fra dette meget tidlige sted i vores liv udvikler vi vores nysgerrighed og åbenhed overfor verden. Vi har et grundbehov for at opleve, at vi eksisterer gennem den kontakt, vi har med vores vigtige voksne.

Ikke alle børn oplever at blive mødt på deres egne præmisser i den tidlige start i livet. Det kan der være mange årsager til (uønsket graviditet, traumatisk fødsel, medicinske indgreb, manglende forældreevne etc.). Men uanset årsagen bliver barnets selvopfattelse præget af situationen. Ofte vil konsekvensen være, at barnet udvikler en grundfølelse af at føle sig forkert eller uønsket.

For at kompensere for de tidligste traumer med mangelfuld kontakt til følge vil barnet udvikle overlevelsesstrategien Kontakt.

Den strategi indebærer, at man oftest vil være enten meget mentalt fungerende – at forstå alting med sit hoved – eller at man vil forsvinde ud i drømme og spirituelle sfærer.

Voksne præget af Kontakt-overlevelsesstrategien vil have svært ved at sanse kroppen og mærke deres følelser. De vil ofte have en oplevelse af ikke at være gode nok og være forfulgt af tanken: “Der er noget helt galt med mig”.

Mange begiver sig ud på en søgen efter livets mening, som kan udspille sig på et spirituelt såvel som et meget mentalt plan, der strækker sig fra “Hvad er meningen med det hele?” til ” Det kan være lige meget – vi er alligevel snart døde”. De vil ofte føle sig meget ensomme og have en markant oplevelse af at være anderledes.

Overordnet vil individer, der tidligt ikke har fået opfyldt deres grundbehov for kontakt, blive meget ambivalente omkring deres kontakt til andre. De vil på samme tid føle et stærkt behov for og en stor frygt for kontakt.

At bryde med opbyggede overlevelsesstrategier

I NARM arbejder vi med traumer i en forståelse af, at krop og psyke hænger uløseligt sammen. Vi tror ikke på, at vi kan vikle os ud af traumer kun gennem mental forståelse og tilbageblik, men mener at forståelsen skal forankres i samspil med nervesystemets reaktion på de situationer, vi indgår i her-og nu. Reaktioner som kan aflæses gennem tilstandsskift i kroppen, og som vi ser som “den organiske proces” i terapien. Der er tale om et simultant “top-down/bottom-up” arbejde, hvor vi inddrager kroppens sprog for at understøtte klientens adgang til de dybere tilbageholdte kernebehov.

For Kontakt-overlevelsesstrategien vil dilemmaet mellem den dybe længsel efter kontakt og den samtidige frygt for kontakt være omdrejningspunktet i de nu-og-her oplevelser, man som klient står i.

Længslen efter dyb kontakt og tilknytning indeholder både smerten og håbet. Som blomsten, der vender sig mod solen, er der altid en indre kraft, der søger mod det sunde, helende og nærende – det er dén kraft, der i NARM-terapi driver processen og samarbejdet mellem klient og terapeut.

Få mere at vide om NARM-uddannelsen her.

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere optimalt. Ved at bruge denne hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies på hjemmesiden.   Læs mere om cookiepolitikken her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om NARM Danmark i din indbakke.